Virksomhedsrådgivere mangler selvkritik
Rådgivermarkedet er en meget broget forsamling af meget svingende kvalitet og med store prisforskelle for samme vare. Det er samtidig et marked med stort udbud, hvor kunden kan have svært ved at vurdere, hvad han har behov for, og hvad han får for pengene. Samtidig har mange virksomheder svært ved at sondre mellem regnskabsmæssig og økonomisk rådgivning.Endvidere er ledelsen i mange virksomheder ikke i tilstrækkeligt omfang opmærksom på, om den fornødne uvildighed og kompetence er tilstede. Det er f.eks. ikke troværdigt, at en revisor først giver økonomisk rådgivning og dernæst reviderer egen rådgivning. Dette giver rig lejlighed til at lægge ”røgslør” over dårlig eller mangelfuld rådgivning.
Det er ligeledes uheldigt, at et stigende antal revisorer oplyser, at de giver økonomisk rådgivning uden den fornødne baggrund. Forklaringen er sikkert, at revisorbranchen lider under et faldende behov for deres assistance i takt med, at virksomhederne bliver stadig bedre til at bruge pc´er i dagligdagen.
Når et bestående marked svinder ind, vil det være naturligt at forsøge sig på beslægtede områder. Kunden må dog altid forlange, at det fornødne fundament er tilstede, så troværdigheden bibeholdes. Det er derfor ikke muligt samtidig at drive revision. Ja, men skal revisor slet ikke rådgive? Jo, men kun indenfor de områder, han er uddannet. Regnskabsmæssig rådgivning er revisors hjemmebane. Revisors område kan også være skatterådgivning, såfremt den fornødne praktiske og teoretiske baggrund er tilstede.
Retfærdigvis skal det dog tilføjes, at der også er mange revisorer, som har en høj forretningsmoral og henviser kunden til relevant rådgiver. Det modsatte ses desværre også jævnligt, til skade for såvel kunde som branchens renommé.
Alt for mange rådgivere påtager sig desværre opgaver, som reelt ligger uden for deres kompetenceområder.
I betragtning af at hverdagen bliver stadig mere kompleks, kan det undre, at de fleste ledere – af selv mellemstore virksomheder – fortsat har højst 3 rådgivere, nemlig revisor, bank og hustru.
Uanset hvor dygtig revisor måtte være, er han fortsat uddannet indenfor et snævert felt, som primært sætter fokus på fortiden.
Det glemmes samtidig, at banken er et privat profitforetagende som andre virksomheder. Derfor vil den primært varetage egne interesser. Det betyder ikke, at banken ikke kan give gode råd, men derimod at kunden måske går glip af gode tilbud hos konkurrenterne. Banken kan også stå i den situation, at den må prioritere egne interesser højere end kundens.
Hustruen kan, ikke mindst som medarbejdende ægtefælle, næppe se upartisk på virksomheden.
I takt med den lave inflation, som ikke giver plads til mange fejltagelser, vil behovet for flere typer rådgivere, som kommer og går efter behov, uden tvivl vokse. Vi behøver ikke at gå længere end til Tyskland, hvor det er meget mere almindeligt at bruge forskellige eksterne rådgivere.
I takt med stigende arbejdsløshed ses tidligere bogholdere, som nedsætter sig som økonomiske konsulenter. Hvis de blot holdt sig til rådgivning indenfor bogholderi, var der nok en fremtid for dem.
Med alle disse forskellige rådgivere kan det være svært at vælge den rette.
Det kan i den forbindelse være relevant at vide, om personen er medlem af en faglig organisation som borger for professionalisme og seriøsitet. I den forbindelse kan bl.a. fremhæves Dansk Management Råd, som stiller meget strenge krav til deres medlemmer.
Virksomhedens brochurer og internetsider kan også give et fingerpeg om seriøsiteten. Virker det faglige indhold således professionelt?
Rådgiverens bankforbindelse og bestående kunder vil måske også udtale sig om rådgiveren.
Det ligger imidlertid klart, at nogle virksomheder får en for dårlig serviceydelse til en for høj pris. Dog kan prisen også være så lav, at det går ud over kvaliteten.
Det vil derfor altid være en god idé, at man inden opgavens start får aftalt, hvilket prisleje man bevæger sig i. Det må også ligge helt klart, om korte telefonopkald eller hyggesnak er gratis eller til sædvanlig timetakst.
Hvad så med gratis offentlig rådgivning? Som basisrådgivning for nye aktører, kan det være en mulighed. Det afgørende er dog, om det er praktisk relevant og ajourført rådgivning frem for om det er gratis. Dårlig rådgivning kan være særdeles dyrt!
Man må naturligvis heller aldrig glemme den sunde fornuft og en naturlig skepsis, uanset om personen selv eller andre oplyser, at de er eksperter.
Rådgiverbranchen har nu og da kedelige tilfælde med firmaer, som har travlt med at finde velhavende personer og firmaer, for dernæst at overtale disse til at indgå i tvivlsomme projekter.
Det er tilmed sket under påskud af uvildighed, selvom det udbudte investeringsprojekt var ejet direkte eller indirekte af rådgiver.
I betragtning af at sådan aktivitet ofte finder sted gennem selskaber med en eller anden bogstavskombination og med sælgere, hvis økonomiske viden er minimal, kan det undre, at disse firmaer i visse tilfælde når en vis størrelse, inden de må lukke.
Et er teori, noget andet er praktik.
Teorien kan sikres med anerkendte uddannelser, f.eks. civiløkonom eller cand.økon. Den praktiske baggrund er imidlertid mindst lige så vigtig. Har rådgiveren praktisk erfaring med de opgaver, der skal løses? eller skal kunden være ”prøveklud”? måske til standardpris?
Den seriøse rådgiver er kendetegnet ved, at han holder sig til det, han er uddannet til.